Men hvorfor egentlig ikke??


Jeg møder det virkelig ofte og tager også mig selv i at sige det. Jeg er ikke god på billeder, jeg er ikke fotogen, man kan ikke tage gode billeder af mig. Jeg bliver akavet og stiv foran kameraet.. osv..


Min kæreste gjorde mig engang opmærksom på hvordan jeg ser ud når jeg redigerer billeder. "Du sidder altid og smiler" og "du taler altid om hvor smukke personerne på billederne er". Og når jeg tænker over det, er det rigtigt, jeg kan ikke mindes at jeg nogensinde har tænkt "uhh hende her er godt nok grim, det er jo umuligt at lave et godt billede af hende, eller ham.."


Men hvorfor er det så svært at se os selv på billeder? Det er der flere gode svar på og jeg vil her forsøge at undersøge det lidt nærmere.


Du er vant til at se dig selv som en refleksion i spejlet

Et fotografi er ikke en refleksion, men en omvendt repræsentation af dig, altså den måde en anden person kigger på dig. Så du bliver altså præsenteret for et billede af dig selv som du ikke selv genkender, fordi du er vant til at se dig som en refleksion. Svært at forstå? Tag din telefon og tag et billede af dig selv med det højre øje lukket. Inden du tager billedet ser du på skærmen et spejlbillede af dig selv, hvor øjet i højre side af skærmen er lukket. På billedet du tager er det øjet på venstre side af billedet der er lukket. What the actual fuck! Helt ubevidst bliver vores hjerne forvirret, fordi vi ikke ser os selv som vi gør i spejlet. Ansigter er ikke fuldstændig symmetriske og derfor bliver hjernen forvirret og det kan faktisk fremkalde et ubehag ved at se på os selv i et fotografi. Men ved du hvad, det er sådan verden ser dig! Det er lidt det samme som at høre en optagelse af sin egen stemme, den stemmer heller ikke overens med den stemme vi hører når vi taler helt live. Ved at se på billeder af dig selv ofte, bliver din hjerne vænnet til at se dig selv sådan som resten af verden ser dig og helt automatisk bliver du gladere for at se på billeder af dig selv.


Du fokuserer på dine usikkerheder

Hvis du synes din næse er for stor, at du har dobbelthage, rander under øjnene eller andet, er det det første du kigger efter, når du ser på et billede af dig selv. Da jeg var ung, syntes jeg at min næse var alt for stor og jeg blev ked af det når jeg så på mig selv i spejlet. På et tidspunkt besluttede jeg mig for at blive mere tilfreds med mit udseende, jeg begyndte at smile til mig selv i spejlet og lagde mærke til at min øjne faktisk er ret pæne, specielt når jeg smiler.. Med tiden så jeg øjnene mere end næsen. Vær god ved dig selv, hvad er du glad for ved dig selv? Prøv at fokuser på det, træn din hjerne i det. Og ser du på billeder af dig selv, som du ikke synes du er pæn på, så prøv at huske på oplevelsen. Er billedet taget en juleaften med dine børn, så lur mig om ikke der pludselig dukker gode minder op der knytter sig til billedet og så bliver billedet måske til et minde om en dejlig aften. Eller hvad nu hvis du faktisk var ked af det eller i dårligt humør da du blev fotograferet, eller usikker? Så vil du nok også se den følelse i billedet og så er det jo en virkelig dokumentation af den måde du havde det på i det øjeblik. Beslutter du dig for at du vil se godt ud på billedet inden det bliver taget, vil sandsynligheden for at du også synes det bagefter være meget højere.


Urealistisk forventninger

Skuffelse opstår i hullet mellem forventning og virkelighed. Fotografi blev opfundet som en måde at dokumentere virkeligheden på, men hen ad vejen er der blevet skabt en forventning om at alle billeder skal være smukke. Men billeder er kun et splitsekund af hvordan du ser ud. Faktum er, at din krop tager sig ud på mange forskellige måder gennem dagen, nogen mere flatterende end andre, men lige meget hvordan din krop tager sig ud, så bærer den dig gennem livet, uden den var du intet. Nyd at den kan se virkelig grim ud og det næste øjeblik fuldstændig forrygende, men den gør stadig sit arbejde lige godt. Vi har lært hvad der er smukt ud fra forventningen om hvad der gør et foto godt, men når alt kommer til alt er et foto en dokumentation af et splitsekund. Så giv dig selv lidt spillerum.


Vinkler

Vi har lært at vi er kønnere fra visse vinkler end andre, det kan vi udnytte når vi får taget billeder, går du til en fotograf har hun din røv her og skal nok hjælpe dig til at tage dig bedst muligt ud. Men lad os lige dvæle lidt ved vinkler. Jeg har en øvelse til dig:


Tag din telefon frem, tag et billede af dig selv lidt oppefra, fra den såkaldte selfie vinkel og tag så bagefter et billede af dig selv hvor du holder telefonen helt ind til dit bryst og du kigger ned i telefonen. Hvilket billede kan du bedst lide?


Hvilket vil du helst ligge på Facebook? Nr 1, formentlig.


Mellem billede et og to forsvandt da alt hvad du har opnået i livet? Forsvandt din kreativitet, dine evner, din passion, dit intellekt? Nej, vel?


Fra hvilken en af vinklerne på billede 1 eller 2 ser dine børn, børnebørn og din hund dig mest? Nr. 2? Ændrer deres kærlighed til dig sig, afhængig af om du har dobbelthage og rander under øjnene? Nææ..


De elsker dig nemlig fordi du er værd at elske! Du er værd at fotografere, derfor er alle dine vinkler også værd at fotografere og værdsætte for det de er, en del af dit fantastiske og unikke dig. Hvis du afholder dig fra at blive fotograferet, fordi du ikke synes du kan leve op til de standarder samfundet sætter for skønhed, så overvej lige om du afholder dig fra at sætte pris på de billeder du har af din morfar, din mor og din afdøde kat fordi de har topmave, en bums på kinden eller en død mus i munden?


Næste gang du ser et billede af dig selv, så håber jeg du ser alt det smukke som jeg ser, når jeg ser på dig.


Kærlig hilsen

Margit


Jeg hører altid gerne fra dig. Hvad tænker du? Kan du genkende noget af det jeg skriver om? Elsker du at få taget billeder? Har du lyst til at udfordre dig selv?